Gå til indhold
image

Afd. 949-0 Retortvej er kommet godt fra start

Oprettet:  17-01-2017

Hjemmesiden har besøgt den nye afdeling 949-0 Retortvej i Valby og afdelingsformand Bente Fredhof fortæller om stedet.

Retortvej er badet i strålende solskin og frostklart vejr den januar dag, hjemmesiden kommer forbi. Afdelingsformand Bente Fredhof har været husejer i Herfølge i mange år, men sidste år solgte hun sit hus og flyttede ind i afdelingen på Retortvej.   


Hun tager imod hjemmesidens udsendte og viser rundt lejligheden, som er på tre værelser og indeholder køkken og stue, der er samlet i ét stort opholdsrum og hvor arealet foran trappen danner en lille alkove som kan bruges til kontor eller gæstebud, så boligen på den måde nærmest har et ekstra værelse. Der er en mindre stue, et stort soveværelse og et lækkert badeværelse med varme i gulvet. Lejligheden har to altaner, som gør det muligt at nyde både morgen- og aftensolen.


Dejlig beliggenhed ved Grønttorvet



Bente Fredhof nyder sin nye lejlighed der ligger tæt på byliv og grønne områder

Beliggenheden og nybyggeriet er grunden til, at Bente har valgt at bo i afdelingen på Retortvej. Hun er for nylig gået på efterløn fra sit job som finansiel medarbejder i den private sektor, og ville gerne flytte til byen, hvor hun kunne være tæt på museer, biograf og bylivet, som hun nu har fået mere tid til at dyrke.


- Lejerbos byggeri på Retortvej ligger dejligt centralt i forhold til byliv og oplevelser. Der er få minutters gåtur til bus, som kører ind til centrum, og jeg kan cykle eller gå til Valby, hvor der er et hyggeligt lokalmiljø med butikker og cafeer. Byggeriet er rigtig flot og jeg synes, jeg har fået en superdejlig lejlighed, som passer godt til mine behov, siger Bente Fredhof.


Afdelingen har Lejerbo København opført i samarbejde med Vilhelm Lauritzen arkitekter og Dyrlund-Sørensen hoved- og totalentreprenør. Den består af 43 meget forskellige boliger i både et - og to plan. Afdelingen er bygget i lette, lyse materiale og fremstår som et meget moderne byggeri. Facaderne er hvide, pudsede flader med grå, tilbagetrukne felter, der giver et elegant udseende. I gården er der lavet både stier og grønne områder med plads til ophold og leg for afdelingens beboere.


Vil uddanne sig til bestyrelsesarbejdet

Det første afdelingsmøde blev holdt den 1. november 2016, der var deltagelse fra mange beboere, varmemester og organisationsbestyrelsens mentorordning trådte til med de to erfarne afdelingsformænd Kirsten Bjørton og Flemming Georg, som hjalp den nye afdeling med vejledning om den udfordring det er at få skudt beboerdemokratiet godt i gang.


Ved afdelingsmødet blev der valgt en bestyrelse på fem medlemmer. Bente Fredhof blev valgt som formand for afdelingsbestyrelsen.



- Jeg havde forud for mødet truffet beslutning om at stille op til bestyrelsen, dog var det ikke med i planen at jeg skulle blive formand. Jeg synes, at det er en stor tillidserklæring at beboerne har valgt mig til deres formand, og jeg vil gøre mit bedste for at leve op til deres tillid og lytte til alle stemmer i afdelingen. 


Jeg har ikke siddet i en bestyrelse før, så jeg skal på Lejerbos kurser for at få mere viden om bestyrelsesarbejde, beboerdemokrati og økonomi. Der er mange ting at sætte sig ind, men jeg går til opgaven med lyst og entusiasme, for det er ikke tit, man får chancen for at være med til at præge udviklingen af et nyt boligområde. Jeg tænker, at det bliver spændende og interessant arbejde og så har jeg jo tiden til det nu hvor jeg er på efterløn og gerne vil beskæftige mig med noget helt andet end den finansielle verden jeg hidtil har været en del af, siger Bente Fredhof.


Mange ting at gøre

Der er flere projekter på dagsordenen i afdelingen på Retortvej. Først og fremmest skal der laves en husorden, der angiver reglerne for hvordan man vil leve med hinanden i den nye boligafdeling. Der er et fælleslokale, som skal møbleres, så man kan bruge det til fester, beboerarrangementer og møder. Gårdmiljøet skal gøres hyggeligt og lidt mere personligt og bestyrelsen vil sammen med beoerne lægge hovederne i blød for at komme med input til fritidsaktiviteter der kan fremme fællesskabsfølelsen i afdelingen. En del beboere ønsker sig dørspioner og navneskilte på deres hoveddør; i øjeblikket er der kun opsat navneskilte ved opgangenes dørtelefoner.


Kommunikation via Facebook



Afdelingen har et lækkert åbent gårdmiljø

Retortvej har deres egen Facebookgruppe, som bliver flittigt brugt. Her kan beboerne komme med input og kommentarer til hvad der skal ske i boligafdelingen, eller de kan skabe liv i afdelingen, invitere til fester, møder osv.


- Det er nogle meget aktive mennesker, der bor i afdelingen på Retortvej. Fordi afdelingen kun er ca. et halvt år gammel, er alle beboerne næsten lige flyttet ind. I en ny afdeling er alting ofte ikke helt på plads, så beboerne har selvfølgelig en interesse i dels at få de sidste småting ordnet men det er også min oplevelse at folk gerne vil lære hinanden at kende, fortæller Bente Fredhoft og tilføjer, at der bor alle slags mennesker på Retortvej, både unge, ældre og børnefamilier, heriblandt nogle med anden etnisk herkomst end dansk.


Hun holder selv af at omgås alle slags mennesker og synes det er spændende og lærerigt at få indblik i livsmønstre som er anderledes end dem hun selv er vokset op med. 


- Jeg kan godt lide mangfoldigheden og at være iblandt mennesker med forskellige sociale erfaringer og kulturelle baggrunde og mange forskellige ressourcer. Og så synes jeg vi bor i interessante omgivelser, hvor man fornemmer både historie og ny udvikling. Lige nu er kvarteret omkring Retortvej præget af nybyggerier og det er selvfølgelig lidt irriterede at bo på en byggeplads, men om nogle år, når det hele er færdigt, bliver her rigtig flot. Det Gamle Grønttorv bliver et åbent og levende område med cafeer, forretninger og mange kulturelle tilbud. Jeg er sikker på, at det bliver godt, og at Retortvej bliver et af de steder, hvor mange gerne vil bo, siger Bente Fredhof.


Den gode afdelingsformand har sund fornuft



Med to altaner er Bente dækket godt ind med både morgen- og aftensol

På spørgsmålet om hvilke egenskaber der kræves for at være en god afdelingsformand, svarer Bente Fredhof:


- Som formand skal man have fokus på at få bebyggelsen til at blive et godt sted at være for alle beboerne. Man skal bruge almindelig sund fornuft og have evnen til at snakke med alle typer mennesker. Jeg tænker også at det vil være godt, hvis man har diplomatisk sans og ikke tager tingene personligt. 


Det er klart at jeg gerne selv vil være glad for det sted, hvor jeg bor, men det er også vigtigt for mig at pointere at der kan være mange meninger om hvad det vil sige ”at bo godt”. Det er derfor man skal have en bestyrelse som består af medlemmer, der kan repræsentere både børnefamilierne, singlerne og de beboere, som kommer fra en anden kultur, så alle stemmer kan få lyd, siger Bente Fredhof.


Bente er fraskilt, hun har en voksen datter og to børnebørn.

 

 

Tekst og billeder af Karen Vistesen



Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo