Gå til indhold
image

Organisationsbestyrelsen på studietur til Wien

Oprettet:  17-09-2016

Den 8.-11. september var Lejerbo Københavns organisationsbestyrelse i den østrigske hovedstad Wien for at se, hvordan man dér arbejder med at udvikle almene boligområder og skabe byfornyelse.

Organisationsbestyrelsen tager en gang om året på studietur i Danmark eller udlandet. Målet med rejsen er at hente inspiration og viden til at videreudvikle Lejerbo København. I år gik studieturen til Wien.

Den østrigske hovedstad rummer mange fantastiske bygningsværker og den emmer af historie og atmosfære. Det er også en by med mange flotte nybyggerier og spændende almene boligområder, hvor visionære arkitekter har tænkt både bæredygtighed og klimaløsninger ind i bygningerne. Det er ikke for ingenting at den ansete undersøgelse Mercer Quality of Life netop har valgt Wien som verdens bedste by at bo i.

Opgaven med at tilrettelægge studieturen var blevet lagt i hænderne på bestyrelsesmedlemmerne John Refsgaard og Bernd Kjelland, som stod for en fin tur og et alsidigt program. Bernd er til daglig arkitekt og han var en kyndig guide på turen.

Hundertwassers fantasifulde bygning

Bestyrelsen tog af sted med fly fra København torsdag den 8. september om morgenen. Efter godt halvtimes flyvning landede man i Wiens internationale lufthavn. Her ventede en bus, som kørte gruppen ind til byens centrum. Efter en let frokost og kort status på programmet over maden, forsatte bestyrelsen til  Museum Kunsthaus i det centrale Wien.

Her på hjørnet af Löwengasse og Kegelgasse ligger Friderich Hundertwasser berømte beboelsesbygning, som er et virvar af farver og former, søjler og orientalske kupler placeret med ødsel hånd. 

Huset blev opført i 1977 på foranledning af Wiens borgmester, der tilbød Hundertwasser at bygge en kommunal beboelsesejendom. Huset har 50 lejligheder, som alle er meget forskellige.

Organisationsbestyrelsen kunne på gåturen rundt om bygningen blive enige om at her var et eksempel på arkitektur, hvor man for alvor har tænkt ud af boksen. Det kan føre vidt, når man giver fantasien vinger, og det gælder også indenfor byggeri.

Fra Hundertwasser bygningen gik turen tilbage til centrum og indkvarteringen på hotellet. På køreturen langs Donau kunne bestyrelsen konstatere, at Hundertwasser har sat sit præg på adskillige andre bygninger i Wien og omegn. På turen tilbage passerede vi en forbrændingsanstalt og en varmecentral, som er udsmykket af Hundertwasser.

Gasometer –nyt liv til gamle gasbeholdere


Om fredagen bød programmet på besøg i Wiens Gasometer i  Guglgasse som ligger i byens 11.distrikt. Gasometer består af fire gamle gasbeholdere som nu er omdannet til en moderne miniby med plads til ca.1.500 beboere og 70 studenterboliger.

Gasbeholderne blev bygget som en del af Wiens kommunale Gaswerk Simmering i 1896-1899. Efter overgangen fra bygas til naturgas blev de lukket ned og de indvendige elementer fjernet, så man kun stod tilbage med de klassiske facader.

I dag består gasbeholderne indvendigt af lejligheder og kontorer. De rummer 360 boliger fordelt på alt fra 3-værelses lejligheder i flere etager og loftslejligheder til mindre studielejligheder. En nyligt tilføjede 22-etagers bygning indeholder en koncertsal, et kollegium og et indkøbscenter.

For bestyrelsen var det interessant at se hvordan der kan pustes nyt liv i gamle bygninger og hvor mange spændende muligheder der ligger i sådan nogle store gamle gasbeholdere. I dette tilfælde er de med hjælp fra dygtige arkitekter blevet udnyttet smukt og iderigt og med respekt for den oprindelige arkitektur.

Karl Marx-Hof – verdens længste almene bebyggelse

Efter besøget i Gasometer var det tid til frokost og herefter gik turen til Karl Marx-Hof i Dôbling kvarteret. 

På busturen dertil gav Lejerbo Københavns souschef Troels Buch Kristensen et helt fantastisk velforberedt oplæg spækket med nyttige og interessante oplysninger om Karl Marx-Hof, der blev bygget efter første verdenskrig som et af de første sociale boligbyggerier i Wien.

Efter krigen var den østrigske hovedstad lammet af arbejdsløshed, fattigdom og hungersnød og derfor opstod den magtfulde arbejderbevægelse Rotes Wien. 

Denne bevægelse lancerede et intensivt program for sociale reformer i tyverne og trediverne, herunder den omfattende genhusning af befolkningen i næsten 400 nye kommunale lejlighedskomplekser og med Karl Marx-Hof som det arkitektoniske flagskib.

Der er tale om en imponerende halvanden kilometer lang beboelsesbygning med 1.382 lejligheder. Den indeholder vaskerier, børnehaver, pools, butikker, en klinik, et apotek og et posthus. Der er en enorm gård bag bebyggelsen.

Troels Buch Kristensen kunne under busturen tilbage til byen oplyse, at 60 pct. af Wiens borgere bor i socialt boligbyggeri. Der er to aktører på det sociale boligmarked i Wien er Wiens Kommune og non-profitboligorganisationerne i lighed med Lejerbo.

Mühlweg og Kammelweg – spændende bæredygtigt boligbyggeri

Om lørdagen tog bestyrelsen til Mühlweg og Kammelweg. Det er to nye sociale boligbyggerier, som ligger i dejlige grønne omgivelser i udkanten af Wien. 

Mühlweg er interessant, fordi man har bygget i træ og baseret bygningen på lavenergi med store solfangere på taget.  

Kammelweg er også et passivhus. Her reguleres varmen via et ventilationssystem, der sørger for at varmen forbliver i bygningen. Energien på meget kolde dage kommer fra et jordvarmeanlæg der er installeret under garagen, væsken i anlægget er vand-glykol blanding.

Bestyrelsen kunne konstatere, at Østrig er et land der er langt fremme med 0-energi bygninger. Det var også inspirerende for bestyrelsen at opleve, hvordan træ kan bruges til at opnå fine kvaliteter i et boligområde.

Sidste etape for bestyrelsen var en tur omkring FN-bygningen, en moderne katolsk kirke og et farvestrålende boligbyggeri med særprægede altaner. Der blev også tid til en tur op i det 252 meter høje Donautårn, som har restaurant og en udkigsplatform, som ligger i 150 meters højde. Man når derop på 35 sekunder via en ekspreselevator

- Det har været en forrygende studietur til nogle af Wiens mest spændende byggerier. Vi har virkelig fået en masse ny inspiration samt godt og fremtidsbyggende samvær, lød det begejstret fra flere af bestyrelsesmedlemmerne, da ”Tour de Wien” var overstået.

- Vi har jo – også i bestyrelsen – arbejdet med udvikling af bæredygtige boliger og flot nybyggeri gennem længere tid. I Lejerbo København er vi langt fremme på disse områder. På studieturen fik vi et positivt indtryk af Wien som en by, der gør meget for at skabe spændende og gode almene boligområder, som byens borgere har råd til at bo i. Vi har besøgt interessante byggerier, som vi kan lade os inspirere af i det videre arbejde i Lejerbo København, konkluderede organisationsformand Jan Hyttel. 

Se flere billeder

Det er da dejligt at komme hjem til et boligområde som er pakket ind i farver 


Kik op og få syn for de flotte detaljer, som ofte findes over øjenhøjde


Katolske kirker er normalt pompøse men i dette tilfælde har arkitekten tænkt nyt, enkelt og anderledes

På studieturen blev mødelokalet i Valby skiftet ud med gadehjørnet  - og her får bestyrelsen sig en forfriskende diskussion mens man besigtiger et byggeri

Eksempel på et smukt alment boligområde i Wien. Huslejen er ca. 6.000 kr. om måneden alt inklusive varme, el og med swimmingpool på taget. Lønniveauet i Østrig er noget lavere end i Danmark

Tour-de-Wien holdet i snapshot knipset af formanden


Tekst og foto af Karen Vistesen




Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo