Gå til indhold
image

Ny model for renovering på vej i Lejerbo København

Oprettet:  28-09-2016

Renovering uden støtte fra Landsbyggefonden, et opråb til afdelingerne om ulovlig Airbnb-udlejning og præsentation af Lejerbos nye udviklings- og byggechef var hvad organisationsbestyrelsen havde som hovedpunkterne på dagsordenen for bestyrelsesmødet i august.

Torsdag den 25. august holdt organisationsbestyrelsen ordinært bestyrelsesmøde i Valby. Mødet blev indledt af bestyrelsens velkomst til Lejerbos nye udviklings- og byggechef Gerti Axelsen, som herefter præsenterede sig selv.

Lejerbos nye byggechef Gerti Axelsen

Gerti er uddannet arkitekt og har derudover en række lederuddannelser bag sig. Hun har erfaringer fra både arkitekt- og ingeniørvirksomheder, hvor hun blandt andet har været med til at bygge almene boliger og plejehjem. Bestyrelsen glæder sig til at arbejde sammen med Gerti Axelsen, som tiltrådte sin nye stilling den 1. august i år.

Ny finansieringsmodel for renovering

Herefter gik mødet videre med en dagsorden, hvor fokus blev lagt på arbejdet med en ny renoveringsmodel, der skal hjælpe boligafdelingerne med at opnå finansiering af byggeprojekter udenom Landsbyggefonden.

Et oplæg med titlen ”Model for renovering uden støtte fra Landsbyggefonden” udarbejdet af firmaet SPJ Rådgivning og BDO Bygge og Anlæg for Lejerbo København blev præsenteret og drøftet på mødet.  

Hovedtrækket i oplægget til den nye renoveringsmodel er at drage nytte af Dispositionsfonden, der kan gå ind og give et rentefrie lån som supplement til et banklån. Dette vil gøre det økonomisk lettere at gennemføre renoveringsarbejde i afdelinger med en lidt trængt økonomi.  

Organisationsformand Jan Hyttel understreger, at renovering har en høj prioritet i Lejerbo København, og at bestyrelsen hele tiden er opmærksom på at finde redskaber som kan give afdelingerne det bedst tænkelige grundlag for at gennemføre moderniseringsprojekter, der kan løfte boligområderne ind i fremtiden.

- Vi har en stor opsparing i Dispositionsfonden og i bestyrelsen synes vi, at det giver god mening at anvende midler fra fonden til at understøtte moderniseringsprojekter i afdelingerne og samtidig mindske vi vores afhængighed af Landsbyggefonden, siger Jan Hyttel.

Den nye renoveringsmodel er endnu på skitseplanet, men organisationsbestyrelsen vil i den kommende tid arbejde sammen med SPJRådgivning om at få modellen helt på plads, Det er tanken at modellen skal indgå som et vigtigt element i organisationens bygge- og renoveringsstrategi.

Nyt boligsocialt beredskab klarer sig godt

Ved bestyrelsesmødet i august deltog boligsocialkoordinator Mette Frances Johannesson. Hun orienterede om de boligsociale helhedsplaner, som bliver til i tæt dialog med organisationsbestyrelsen.

Der vil fortsat i de kommende år blive arbejdet hårdt og målrettet for at skabe trygge og attraktive boligområder i Lejerbo København. Det boligsociale arbejde bygger videre på den nuværende strategi, og indeholder indsatser, der skal skabe tryghed og trivsel og forebygge kriminalitet og hærværk i boligafdelingerne.

Mette Frances Johannessson fortalte på mødet, at det nye boligsociale beredskab, der med kort varsel og tilpasset situationen, kan sættes ind hvor som helst i organisationen, virker rigtig fint. Beredskabet har allerede været anvendt på konkrete situationer, hvor det har været med til at løse konflikter og skabe tryghed for beboerne.

Mette nævnte endvidere indsatsen ”HighFive – Sammen om Amager” der er Lejerbo Københavns aktivitetsprojekt for børn og unge i Holmbladsgadekvarteret som eksempel på et projekt der klarer sig flot. Hun opfordrede til at projektet blev forlænget med et år, og dette blev godkendt af bestyrelsen.

Kampagne skal stoppe udlovlig Airbnb-udlejning

På mødet i august drøftede bestyrelsen den ulovlige Airbnb udlejning, som finder sted i flere af Lejerbo Københavns boligafdelinger. Man må gerne fremleje sin lejlighed, men man må ikke bruge den til hoteldrift. 

Bestyrelsen besluttede at udsende en info-skrivelse ”Airbnb – pas på”, der opfordrer beboere, som ønsker at fremleje deres bolig til at sætte sig ind i de regler, der gælder for fremleje af deres bolig. Skrivelsen vil komme på opslagstavlerne i alle Lejerbo Københavns 60 boligafdelinger.

På mødet behandlede og godkendte organisationsbestyrelsen som sædvanligt en række ansøgninger fra afdelingerne. Således fik afd. 330-0, Lyshøjgårdsvej i Valby godkendt en minihelhedsplan med lån fra Dispositionsfonden på 100.000 kr. til rådgiverudgifter. Afdelingerne i Meinungsgade på Nørrebro fik godkendt lån til køkkenudskiftning via den kollektive råderet.

Mødet omfattede desuden formandens orientering om hvad der sker i bygherreudvalget. Blandt andet fortalte Jan Hyttel, at Lejerbo København har indledt samarbejde med virksomheden CPH Containers og Velux Danmark om at opføre containerboliger på Refshaleøen. Containerboliger kan være glimrende midlertidige ungdomsboliger og de er et godt bud på hvordan vi løser problemerne med manglende boliger til byens studerende, lyder det fra formanden.

Bestyrelsesmødet blev dirigeret af organisationsbestyrelsesmedlem Bernd Kjelland. Mødet begyndte kl. 17 og sluttede kl. 20.

Husk: Du kan læse referater fra organisationsbestyrelsens møder her på hjemmesiden under menupunkter ”møder”.



Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo