Gå til indhold
image

Læs referat af det seneste bestyrelsesmøde i Lejerbo København

Oprettet:  19-07-2016

Bestyrelsen holdt ordinært månedsmøde i Valby den 14. juni 2016. På mødet blev flere emner diskuteret - herunder arbejdet og udfordringerne med at håndtere den nye lov om TV-pakker.

Med de nye regler er der indført frit valg af TV-signaler for alle. Det betyder at lejere i almene boliger har mulighed for at fravælge at modtage og betale for de TV-pakker, som boligafdelingen tilbyder. Organisationsbestyrelsen drøftede på mødet i juni konsekvenserne heraf.

I princippet forhindrer den nye lov ikke at afdelingerne fortsat kan tilbyde TV-programmer i pakker og gode økonomiske internetløsninger til beboerne, men bestyrelsen forudser, at der med de seneste lovændringer ikke længere er grundlag for at udbyde fælles TV-pakker, daTV-signaler i stigende grad vil være et individuelt anliggende.

Dog skal ændringer gennemføres gradvist. Det er ikke muligt at framelde sig den eksisterende kollektive aftale før den udløber og det frie valg i afdelinger med sløjfeanlæg skal først være klar, senest i 2018, så der er tid til at ombygge anlægget eller finde andre løsninger.

Organisationsbestyrelsen vil udsende en informationsskrivelse om de nye regler og fremtidige muligheder for TV-signaler til boligafdelingerne efter sommerferien.

Bestyrelsen har endvidere nedsat et IT-udvalg, som er i gang med at udvikle en plan for IT i Lejerbo København. Man arbejder også med en strategi for at fjerne paraboler, idet individuelle opkoblinger via internet/tablet forekommer som fremtiden.

Almen Indkøb neddrosles

Der blev på mødet i juni gjort status over Almen Indkøb, som blev etableret for et par år siden for at gøre det nemmere og billigere for afdelingerne at indhente tilbud på håndværksydelser. 

Indkøbsportalen har desværre ikke helt levet op til de forventninger. Bestyrelsen besluttede, at der skal ske en delvis suspension af Almen Indkøb. Boligafdelingernes varmemestre orienteres herom snarest.

Ny model for lån

På mødet behandlede og godkendte organisationsbestyrelsen som sædvanligt en række ansøgninger fra afdelingerne. Således godkendte bestyrelsen efter henstilling fra forvaltningen og som noget nyt at yde afd. 405-0 Læssøesgade på Nørrebro et rentefrit lån fra Dispositionsfonden til finansieringen af nye døre og vinduer.

Sagen er udløst af, at afdelingen har fået afslag på kommunegaranti for et realkreditlån på grund af manglende friværdi. Forvaltningen har foreslået at renoveringsprojektet i stedet gennemføres med banklån og hvor dispositionsfonden går ind og støtter med et rentefrit lån, som udgør forskellen mellem realkreditlån og banklån. Afdelingen skal betale lånet tilbage over et aftalt åremål.

Organisationsbestyrelsen fandt at modellen med støtte til forskellen på banklån og garanteret realkreditlån er en løsning, som giver rigtig god nytte af dispositionsfonden. Bestyrelsen tiltrådte lånet.

Afdeling 413-0, Bjergvænget, som heller ikke har opnået kommunegaranti for realkreditlån, fik ligeledes grønt lys fra bestyrelsen til samme finansieringsmodel for udskiftning af vinduer, døre og briklåse.

Byggeprojekter på vej

Organisationsformand Jan Hyttel orienterede under dagsordenspunktet ”Nyt fra formandskabet” om nuværende og kommende byggeprojekter i Lejerbo København.

Blandt andet fortalte han, at afd. 50-0, Fortvænget på Amager er i gang med en fin proces, som med helhedsplan og renovering skal løfte afdelingen ind i fremtiden med stil. Islandsgården står ligeledes foran en gennemgribende renovering, der skal give afdelingen nyt tag og nye facader, så den fremstår som ung igen.

Et forslag om at opføre ungdomsboliger på et areal af den store parkeringsplads ved Gyldenrisparken på Amager er under drøftelse. Marianne Jørgensen, der er afdelingsformand i Gyldenrisparken, sagde på mødet, at hun ikke er begejstret for forslaget. Hun bad om at få ført til referat, at hun ikke finder projektet interessant og ikke syntes det er en god ide.

Husk sommermødet

Lejerbo Københavns årlige sommermøde på Admiral Hotel i Toldbodgade finder sted fredag den 2. september.  Invitationerne til mødet er sendt ud til afdelingerne. Seneste tidsfrist for tilmelding til mødet er den 26. august.



Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo