Gå til indhold
image

Referatartikel fra sidste bestyrelsesmøde i Lejerbo København

Oprettet:  25-03-2016

Tirsdag den 16. februar 2016 var organisationsbestyrelsen i Lejerbo København samlet til ordinært bestyrelsesmøde i Lejerbos hovedkontor i Valby. Læs artiklen fra mødet her.

Organisationsformand Jan Hyttel indledte mødet med at byde velkommen og præsentere Darwich El- Ali, der fremover vil sidde med ved bestyrelsesmøderne i Valby. 

Velkommen til Darwich El-Ali

Darwich El-Ali er medlem af afdelingsbestyrelsen i afd. 248-0 Den Grønne Trekant på Nørrebro, som står overfor en meget stor renovering, og han vil være bindeled mellem boligområdet og organisationsbestyrelsen, fordi renoveringen vil kræve at der er tæt kontakt. 

Økonomi og driftsstrategi

Første punkt på dagsordenen var en godkendelse af afdelingernes driftsbudgetter for 2016/17. I forlængelse heraf evaluerede bestyrelsen den nuværende budgetstrategi og drøftede desuden en revision af strategien 2016. Der blev fremlagt et forslag til ny strategi med tidsplaner for de forskellige mål og aktiviteter i den forbindelse.

Den nye strategi indeholder bl.a. mål om at alle Lejerbo Københavns boligafdelinger skal have driftsteam, som samarbejder på tværs af afdelingerne om at løse driftsopgaverne og give bedre service til beboerne. 

Ligeledes er et vigtigt mål at få reduceret udgifterne på konto 114 (renholdelse) med 5 pct. pr. m2 seneste inden udgangen af 2017/18. 

Bestyrelsen ønskes desuden at alle afdelinger ældre end 25 år skal have behandlet forslag om kollektiv råderet for nye køkkener inden udgangen af 2016 med mindre modernisering af køkkener indgår i en helhedsplan for afdelingen.

Godkendelser af diverse ansøgninger

På mødet behandlede og godkendte organisationsbestyrelsen som sædvanligt en række indkomne ansøgninger fra afdelingerne. Således fik afd. 245-0, Serbiensgade på Amager godkendt låneoptagelse på 333.000 kr. til finansiering af totaludskiftning af afdelingens varmecentral.

Afd. 218-1, Wilders Plads på Christianshavn fik godkendt en helhedsplan, som skal løfte afdelingen med mange fornyelser bl.a. nye vinduer og indgangsdøre, altanpartier og loftsisolering.

Herudover godkendte bestyrelsen et forslag fra Københavns Kommune om at dele af stueetage og hele 1.sal i afd.384-0, Engholmen på Mozarts Plads kan indrettes til borgere med handicap i stedet for tidligere målgruppe af psykisk syge. 

Forslaget har været i høring hos Engholmens afdelingsbestyrelse, der var enige om, at det vil være en klar forbedring at målgruppen ændres, da der har været mange problemer med den hidtidige ordning. 

Kommunens forslag blev godkendt af organisationsbestyrelsen.

Nyt tiltag mod oversvømmelser

Dagsordenen gik videre med et punkt om indkøb af nyt skybrudsudstyr til boligafdelingerne. 

For to år siden besluttede bestyrelsen at finansiere indkøb af 4 sæt dykpumper til brug i forbindelse med skybrud, og de har givet en god dækning i de afdelinger, de er installeret i. Det har vist sig, at risikoen for oversvømmelser mindskes betydeligt, hvis man begynder at pumpe hurtigt.

Lejerbos forvaltning skønner - efter at have undersøgt forholdene i boligafdelingerne - at der er behov for en endnu bredere dækning med pumper i flere afdelinger og har derfor foreslået at der indkøbes yderlige 56 nye dykpumper, som skal fordeles mellem afdelingerne. 

Organisationsbestyrelsen, der har stort fokus på netop klimasikring, fandt at det var en god ide og man blev desuden enige om, at der skal laves en brugervenlig guide, som forklarer beboerne, hvordan pumperne skal bruges når regnen kommer.

Unge beboere får støtte til studietur

Så var det tid for bestyrelsen at kikke på en ansøgning fra de unge redaktører bag Mjølnerparkens beboermagasin BLOKKEN. Det unge redaktørteam vandt sidste år Lejerbos særpris på 25.000 kr. for deres engagerede artikler om boligafdelingerne på Nørrebro. 

De unge har nu bestemt sig for at bruge pengene til en studietur til New York, hvor de vil udforske den almene sektor. I den forbindelse havde de ansøgt bestyrelsen om støtte på 25.000 kr. til indkvarteringsmuligheder i New York. 

Det blev bevilget og holdet bag BLOKKEN vil senere i år dele deres oplevelser i New York med os andre på repræsentantskabsmødet i december.

Byggerier

Formand Jan Hyttel orienterede om hvad der var sket på bygherreudvalgsmødet.

Blandt andet kunne Jan fortælle, at den langvarige renoveringssag i Kamhusene nu endelig har fundet sin  afslutning. Og at nybyggeriet på Dortheavej og ombygningen af Journalistgården på Bispebjerg Bakke i Nordvest er sat i gang. 

Til efteråret begynder man at bygge nye taglejligheder i Islandsgården på Amager. Og desuden kunne Jan Hyttel oplyse, at man nu er nået så langt med renoveringen af afdelingen på Lærkevej, at der er blevet holdt rejsegilde på byggepladsen.

Byggeriet  på Lærkevej omfatter at 36 lejligheder bliver lagt sammen to og to, så der i alt bliver 18 pænt store familieboliger. Byggeriet får en fælles tagterrasse med en fantastisk udsigt over byen. 

Boligerne ventes klar til indflytning i løbet af foråret/sommeren 2016. Resultatet tegner til at blive rigtig flot og godt for beboerne.

Mentorordning for afdelingsbestyrelser

Bestyrelsesmedlemmerne Bernd Kjelland og John Refsgaard

Som sidste punkt på dagsordenen drøftede organisationsbestyrelsen sit mentorprogram for afdelingsbestyrelserne, og man fordelte mentorerne på bydele; Amager, Centrum, Nørrebro og Valby. 

Mentorerne kan afdelingsbestyrelserne rådføre sig med, når der er brug for at få sparring om vanskelige sager eller har behov for en erfaren bisidder/dirigent til afdelingsmøde.

Til slut takkede Jan Hyttel bestyrelsen for et godt møde og en god dialog.

Organisationsbestyrelsens møde begyndte kl. 17 og sluttede kl. 20.15, hvilket var senere end normalt. Det skyldtes en kombination af en meget lang dagsorden med mange bilag og en engageret bestyrelse. 

Tekst og foto af Karen Vistesen



Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo