Gå til indhold
image

Udsatte unge får en hånd af Lejerbo København

Oprettet:  13-01-2016

Et mentorprojekt for udsatte børn og unge er startet i Den Grønne Trekant. Bag projektet står Helhedsplanen "Aldersrogade - Vores Kvarter", der er Lejerbo Københavns boligsociale indsats i boligområdet på Ydre Nørrebro.

Formålet med mentorprojektet er at støtte og hjælpe boligområdets udsatte børn og unge til at tro på sig selv og komme godt i gang med voksenlivet.

En mentor kan give voksenkontakt og være et stabilt holdepunkt i de unges hverdag. Her er en som de kan tale med, når der er problemer i skolen, i familien eller med vennerne.

En god samtale og relevant rådgivning kan være det der skal til for at give de unge nyt mod på at lære noget og give dem det berømte skub, som bringer dem videre i den rigtige retning.

Flere undersøgelser viser, at mentorordninger har en afgørende positiv betydning for børn og unge.

Babak Elmi er ungementor

Som ungementor har Lejerbo Københavns Helhedsplan ansat den 36-årige Babak Elmi. Han har en god baggrund for at arbejde med børn og unge. 

Han har en bachelor i psykolog og konflikthåndtering fra Roskilde Universitetscenter. Før han kom til Helhedsplanen, arbejdede han i flere år som speciallærer på Kildevældsskolen, hvor mange af boligområdets børn og unge går i skole.

Fra sit arbejde som lærer kender han derfor allerede en del af de børn og unge, der kommer forbi beboerhuset i Vermundsgade, der danner rammen om Babaks mentorarbejde.

- Som barn og ung kan man have brug for hjælp til forskellige ting. Det kan for eksempel være lektiehjælp, virksomhedsbesøg, udannelsesmuligheder og jobansøgning eller måske trænger man bare til en god snak, siger Babak Elmi.

- Nogen gange har de unge brug for et længere mentorforløb og en handleplan, der er skræddersyet til den enkelte unges behov. Der er næsten altid noget, som kan gøres for at mindske problemer her og nu eller løse dem på længere sigt, og hvis jeg ikke kan vejlede, så finder jeg én der kan, siger Babak, der arbejder 30 timer om måneden i projektet og primært har fokus på de 15-19-årige.

Vi skal vise indvandrerdrengene, at vi kan lide dem

Det er især de unge indvandrerdrenge, der har brug for en håndsrækning til at komme godt igennem folkeskolen og finde vej ind i en meningsfuld uddannelse. 

En ny undersøgelse har vist, at hver femte dreng med etnisk baggrund ikke består folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, som er nødvendig for at kunne søge ind på ungdomsuddannelserne. 

De er derfor nødt til at søge andre veje, og alt for ofte ender drenge i denne gruppe med at blive kørt ud på et sidespor. De får ikke en udannelse og risikoen for at de havner i kriminalitet er meget stor.

- Vi bliver nødt til at motivere de unge indvandrerdrenge og vise dem, at vi kan lide dem og at der er brug for dem i samfundet. Dermed ikke sagt, at der ikke skal gøres noget ved de vanskelige problemer, der kan handle om analfabetisme og mangel på fornuftig social adfærd, men vi må give dem nogle muligheder og noget at kæmpe for, så de får lyst til at gå i skole og lære noget,. Og så skal vi have deres forældre på banen. De skal spille er mere aktiv rolle end vis ser i dag, siger Babak Elmi.

Han har gode forudsætninger for at sætte sig ind i de unge indvandrerdrenges situation. Han har selv indvandrerbaggrund. Han er født i Iran, men da han var 6 år, flygtede hans familie fra hjemlandet på grund af politisk holdning. Familien fik asyl i Danmark. I dag bor Babak Elmi i lejlighed i Nordvestkvarteret.

Jeg gør mig umage med at lytte og være rollemodel

Som mentor oplever Babak Elmi, at han kan være noget andet end en lærer eller autoritetsfigur for de unge. 

Det ligger i mentorindsatsen, at den bygger på en ligeværdighed mellem mentee og mentor. Derfor har man som mentor mulighed for at skabe en tillidsfuld relation, være rollemode, lytte og vejlede den unge uden nødvendigvis hele tiden at have en faglig tilgang til tingene.

- Jeg gør mig umage med at være rolig og nærværende, så den unge kan mærke, at jeg er der for ham eller hende og at jeg gerne vil give nogle råd, som virkelig kan gøre en forskel for den enkelte, siger Babak Elmi.

Lige p.t. kører Babak Elmi mentorforløb for 8 unge. Han samarbejder med kvarterets skoler, uddannelsessteder, virksomheder og kommunens jobpatrulje om at finde job og uddannelsesmuligheder til børn og unge i den Grønne Trekant. På den måde er den nye mentorordning også med til at bygge bro mellem boligområdet og det omkringliggende samfund.

Babak Elmi kan træffes i beboerhuset i Vermundsgade onsdage og torsdag kl. 16-18.

 

Fakta om Lejerbo Københavns Helhedsplan ”Aldersrogade – Vores Kvarter”

- Helhedsplanen dækker Lejerbos boligafdeling i Den Grønne Trekant og Vibos afdeling i Vognvænget - i alt 2300 beboere fordelt på 842 lejemål.

- Langt de fleste beboere har en anden etnisk herkomst en dansk. Der er en overvægt af børnefamilier i boligområdet.

- Helhedsplanen kører frem til februar 2018.

- Målet med Helhedsplanen er at skabe positive forandringer i boligområdet. Visionen for Vores Kvarter er at skabe et attraktivt boligområde, hvor alle beboergrupper trives og føler sig trygge, og hvor beboerne tager ansvar som aktive borgere.

Kilde: Vores Kvarter

Læs mere

http://voreskvarter.nu/wordpress/


Tekst og foto af Karen Vistesen



Kommentarer

Påkrævet felter
Skriv det som står på billedet
<januar 2018>
mationtofr
25262728293031
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930311234

Kontakt webmasteren

Du er altid velkommen til at kontakte Lejerbo Københavns hjemmeside.

Har du forslag til artikler, nyt om navne, ting til vores kalender eller andet, der kan tænkes at have interesse for hjemmesiden, så skriv til kbh@lejerbo.dk eller kontakt webredaktør Karen Vistesen på journalist@karenvistesen.dk

Læs mere om hjemmesiden

Nyheder fra Lejerbo

Region
Hovedstadsregion
Gl. Køge Landevej 26
2500 Valby
Tlf. 70121310
Genveje
Lejerbo